Det jeg sagde var vist…

Der blev efterspurgt lidt resumé fra de 6 timers oplæg jeg holdt for oversygeplejersker – se om du kan bruge det

Formen skal jeg lige øve mig på – så kommentarer er velkomne.

Black box respons

Vurdering og karakterer får vi masser af i livet. Det dumme er at et 12-tal er lige så værdiløst som et 02, hvis man ikke ved hvorfor man fik det. Eller omvendt værdifuldt hvis man ved hvorfor man fik det – begge dele. Vurderingen i sig selv er intet. Jeg kan godt sige du er dygtig, du har en pæn trøje, dine bukser klæ’r dig, du er fabelagtig, fantastisk, formidabel….osv. Lige meget hjælper det – klogere bliver du ikke, nix.

Ros er lige så ringe som kritik, hvis ikke den følges af “…fordi” eller “…med smuk mener jeg” eller “…det der er fantastisk er at…” Hvad skal man ellers bruge det til andet en det øjeblik af social hjernesol som man bliver udsat for til at stimulere ens ego.

At vise en smiley som udtryk for, hvor godt det går, er så tæt på dumt, at det er lige før det kan være skadeligt, fordi jeg ikke ved hvad jeg skal gøre anderledes.  Det er tom information. Heldigvis følger artiklen her netop op med at der skal ord på – hvad var kunderne utilfredse med, men lad være med at måle uden at forklare resultatet og se på “kampen” som helhed

Ellers er det bare som at få en seddel ud af den sorte kasse, hvor du puttede noget ind – du ved bare ikke hvorfor det der kom ud kom ud.

How to piss off a Dane

Reblogged from Aafroscandic; Beauty, Culture & Life:

By Emily Hanssen Arent

Piss off a Dane with these six easy steps. Just don’t say we didn’t warn you.

THERE’S AN UNSPOKEN RULE in Danish society about privacy and the public sphere. Danes believe that everyone has the right not to be bothered in public, and that they should be able to go about their business free of awkward exchanges, unsolicited greetings, or general inconveniences created by others.

Read more… 1.132 more words

Interesting thoughts from a foreigner :-) look in hte mirror, pipl of DK

Sloppy Joe & Lille John

Så skal vi have den frem igen, når der nu er en anledning, så lad os gøre det. Indlæg om tissemænd og tissekoner er ubetinget de mest læste her på bloggen, så swingling, her kører vi og ser om teorien holder.

Har nu haft min gang i et fitnesscenter i en måneds tid og her kommer badning på banen, ahhh – ikke mindst mangel på samme og omklædning, bvaddrrr. Og det hører både alderen og formen til. Der er simpelthen nogle mænd, der skal hanke op i deres indre selv. Mænd er lige så forfængelige og kropsfikserede som kvinder. Vores bryster er vores overarme. De skal helst være store og svulstige lige som sloppy joe, one eyed jack, lille john, bananen, paven, aben, dingdong, svaberen, pophatten, kødfløjten, tjingeling – man skal ikke sige så meget, bare en lyd, så ved vi alle hvad vi taler om. Det ligger lige for – yderst på hjernebarken, klar til aktivitering 3-2-1! Der er bare nogen der bange for at vise sig frem, hvis man har lidt for meget det ene sted og lidt for lidt det andet.

Men nu har jeg set flere svedige mænd, der absolut ikke har været i kampform, klæde direkte om fra sveddryppende t-shirts, dri-fit trøjer og 80-shorts med slids til civil. Kom nu drenge, det er edderbrandbrølemig ulækkert! Pak nu den krop ud og sving med lianen sammen med os andre ude i badet, vis nu dellerne frem for jävlan – for det er med garanti det det handler om. I vil ikke. Vær nu bare stolt fordi I er jer og brug al energien fra den store, negative, lorte-selværdshammer I slår jer selv oven i hovedet med til at gøre noget ved det. Had og vrede kan gøres til god energi. Vad ind med flæsket forrest, så de pumpede, tatoverede kødklodser kan se hvordan fremtiden ser ud. Det har de sgu fortjent, se angsten i deres øjne, når de skuler til forfaldet og lad det hele, det hele hænge ud. Vær dit eget kviummaleri (husk kranium).

Så kære kvinder: jeg har set det, og når ingen vil sige det, så gør jeg => mænd skammer sig og nedgør også deres slaskede, slidte kroppe. Der er kun en ting at gøre: stop aldrig med at træne. Det er et bjerg at komme over, når du skal igang igen, men  skammer man sig og hader sig selv for hvert skridt man tager, skulle du nok overveje hvorfor du tog det første.

Min nye kæreste skal være…bedre end den gamle

I gamle dage hed det kontaktannoncer, men stilen har vist ikke ændret sig – de kan komme til at ligne en bruttoliste over ex’ens mangler.

Men det er egentlig på samme måde, der ofte træffes beslutninger i organisationer…mener du det? Ja, ser du:

Ofte tager almindelige mennesker udgangspunkt i hvad de ikke vil have fremfor, hvad de godt vil have. Vi er langt mere optaget af ting, der bryder vores vaner og normer, end ting, der understøtter vores vaner og normer. Megen brok og problemer opstår af vores optagethed af mangler og fravær af ting, vi synes skulle være der – eller som var der før, nogen ændrede på tingene. Et niftigt lille trick, når du præsenterer noget nyt i et projekt, kan derfor være at bede folk om at starte med at beskrive hvad de ser/oplever, dermed får de fokus på de ting de har og ikke de ting de mangler, savner…osv. alt det de ikke ser, fordi de leder efter inden for savnfelterne.

Jeg synes der er nogle principper, som findes – ikke kun i organisationer – i vores tilgang til verden, der giver en irrationel basis for vores beslutningsevner og rammer.

Ekskæresteprincippet: Man skal have noget nyt – en ny kæreste – måden man skriver sin datingprofil på, er ved at opremse alt det som ekskærsten gjorde galt, alt det man har prøvet før med en, som det gik galt med. Det skal man ikke have igen, så det vender man om til noget positivt: “Du svarer altid med det samme på mine sms’er, du er god til at lave mad, kan lide katte, elsker at stå på ski …blablabla.” Du kender genren. Det samme sker i virksomheder, man sætter sig og ser på det nye system ud fra alt det man savnede i det gamle, som var p*sseirriterende. Så i stedet for at man nytænker arbejdsgange og opgaver, så får man et nyt system, der kan det det gamle ikke kunne, men med garanti har mangler på nogle andre områder – det er så der du bander over leverandøren, der er den fødte taber i det spil.

Nabo-princippet eller “har I heller ikke vand”-princippet: Du står i køkkenet og pludseligt stopper vandet med at løbe ud af hanen. Første man gør er at tjekke alle de andre vandhaner i huset – heller ikke noget vand. Næste skridt er “er det kun os”, så man tager skoene på og dimser ud i opgangen eller på vejen, hvor man finder de andre naboer, der har samme oplevelse. De har heller ikke vand. Nogle går lidt rundt og kigger, men ingen kan se nogen, der arbejder på noget med vand. Du går tilbage “de andre har heller ikke noget”. Det er jo ringe information. For du er 1) ikke blevet klogere på hvorfor, der ikke er nogen der har noget vand 2) Du har ikke fået vand. Alligevel har du fået information. På samme måde sammenligner vi virksomheder, projekter, opgaver hver dag og konkluderer positivt eller negativt at de er ens dårlige eller ens gode. Vi bliver jo heller ikke klogere af at alle naboerne HAR vand. Vi stadig ikke hvor vandet kommer fra eller om det holder op. Vi bruger hver dag cases, der sammenligner virksomheder og opgaver, og konkluderer håbløst på baggrund af at “sådan gjorde de andre, og det gik godt” uden at vi nødvendigvis kender konteksten, forudsætninger osv. Det er en slags snydeinfo.

Benævnelsesprincippet: er helt fantastisk og virker også på mange andre områder. Så snart vi giver ting et navn, så giver de på en eller anden mystisk måde mere mening, end da de ikke havde et navn. Det at vi kan kalde tingen noget, gør at vi tror, vi har en viden om den – vi ejer den mentalt. Lidt på samme måde, som når kærester begynder at bruge hinandens navne – også når den anden ikke er der, så kan man sige den andens navn og føle relationen, det gensidige ejerskab af navne, som kan ligge i forelskelsen. Vi knytter et ejerskab, en relation, en adfærdserfaring gennem benævnelser. Så når du drukner i ord og TLA’er (three letter abbreviations), og der ikke er nogen der kommenterer, at de heller ikke fatter et klap, så er det benævnelsesprincippet. Der er simpelt hen en lang række af ting, som vi i et kollektiv antager, at den der taler ved noget om, når man kan navnet på den – og så længe ingen laver en fejl, bliver det ikke opdaget at ingen af os ved hvad det, vi siger, betyder.

“Den der går forrest, går rigtigt”: Du kender det fra familiekomsammen og en lille gåtur med vennerne – nogle starter bare med at vade, og de andre følger efter. Det går de lige indtil, der er nogen der undrer sig over hvor I egentlig går hen – eller hvordan I kommer hjem. I mange organisationer antager man, at den der kom først har ret. Det gælder både globalt – dvs. anciennitet i virksomheden, eller lokalt, dvs. i projektet. Den der kommer først ind i projektet ved pr. definition mere end de andre og gør det rigtige. Dermed opstår den uformelle leder – måske også den ufrivllige leder. Du kender nok også princippet fra “vi tror alle at døren er lukket”. Den der kom først har en adfærd, som vi andre efterligner: vi venter. Det er det man gør her, venter, så jeg stiller mig op og venter. Det samme sker på møder, på kontoret, på gangen, i kantinen osv. Vi bryder ikke flokkens adfærd – kun dem vi har udråbt som ledere. De må godt. De skal jo gå forrest og lede os andre – håber vi…

Pointen er at vi hver dag udsætter os selv for troen på rationalitet i organisationer. Den findes i vores fantasi om hvordan virksomheder og mennesker bør aggerer, men ude i virkeligheden, der er vi dybt irrationelle og handler hver dag stik imod sund fornuft – ikke fordi vi vil, men fordi vi ikke bruger tiden på at reflektere, og hvis vi gjorde, så havde verden forandret sig så radikalt, at vi skulle begynde forfra. Vi ville aldrig få truffet en beslutning. Så stress ikke dig selv med at tro andet end at tingene pr. definition er irrationelle – ikke omvendt.

Du kan sikkert finde andre principper – jeg vil meget gerne høre om dem

Streamingtjenester vs. Folkeskolen

Hvad blev der egentlig af al den kanonsnak - og nytter det at have en kanon i Folkeskolen, når den massive, (livs)lange påvirkning ligger i Spotify, Netflix, Groove Shark, Google Play, TDC Play, You Phone See, Telia tossen, Norske WiMPs og størst YouTube. Burde der ikke være krav til hvilke film, musik, bøger du kan finde her på de danske sider? Og burde der ikke være folkerabat på bøger der var med i kanonen – hvilke meninger giver det ellers, ville det ikke styrke bogsalget af digtsamlinger frem for Jussi O. og chick litt?

Jeg havde den store til fodbold forleden. Imens der leges Messi x 18 i en gang egobold, så sidder søskende og forældre med pads, tablets, telefoner og pods og dutter løs, ser og lytter. Der er ikke meget monopol-tv, En by i provinsen, Strømer eller Huset på Christianshavn over noget af det – det er Minecraft, Dragon Vale, Zombie ditdat. Hvor er Okkings termo med porter og “Sæl i flammer”, som at der blev sunget dengang hvor både Okking, Winding og Green Peace var på sit højeste – hvor er det henne? Selvfølgelig væk, men hvor er den fællesfølelse og ånd omkring et emne henne? Fællesskabet omkring dem. Ingen steder. Dengang var der ikke brug for at tale kanon, for der var kun en slags – lidt ligesom at se reklamer for alt muligt og så gå i Netto, hvor der er et udvalg på to ting af hver – den dyre og den billige tandpasta. Hvorfor reklamere, når man ikke kan vælge? Men i dag er der brug for en kanon – eller det var der – lige nu virker den ret glemt.

Men hvis ikke en kanon er noget, der hvor slaget skal slås, så virker en kanon lige så stupidt som at forbyde kriminelle at begå kriminalitet, eller: VI SÆTTER STRAFFEN OP!! Ja, den er flot, det er nok det man tænker på i sin cokebrandert imens man bryder døren op til BMW’en, aaahh, nej vel. (Til gengæld har vi så fjernet “Ulvehylet” fra udrykningen, da det KUNNE lyde som en luftalarm, og vi vil hellere have ambulancen langsommere frem end skræmme ældre borgere, der har oplevet krigen, ja.) Fængsler er en uddannelsesansatalt for forbrydere, det er en smeltedigel for de “dygtigste”, som kan lave sidemandsoplæring i gemenheder. Så at påbyde ting danskerne skal have på natbordet kommer heller ikke til at fungere – vi skal ramme folk i deres adfærdsmønstre. Gør vi det i folkeskolen? Jeg husker Herman Bang, men mest fordi det var så gudsjammerligt keeeeeeeeeeedeligt at læse, når man er teenager. Det gjorde ikke noget godt for mig eller litteraturen (det gjorde Villy Sørensen til gengæld, men det er en anden historie).

Hvad var det egentlig den kanon skulle? Sikre nationalværdierne for Dansk Folkeparti? Sikre danskheden? Sikre at danskerne ser og bliver opdraget med dansk kunst og kultur som værdigrundlag? Var det ikke bare endnu et forfejlet politisk projekt. Det nytter jo ikke med en kanon, når ritalinpladen kommer på bordet, og der duttes løs. Så er der ingen der skænker Folkeviser, Ludvig Holberg, Adam Oehlenschläger, N.F.S. Grundtvig, Steen St. Blicher, H.C. Andersen, Herman Bang, Henrik Pontoppidan, Johannes V. Jensen, Martin Andersen Nexø, Tom Kristensen, Karen Blixen, Martin A. Hansen, Peter Seeberg, Klaus Rifbjerg en tanke. De findes ikke på YouTube , facebook eller andre åbne kanaler. Der er ikke en kanonapp.

Du kan jo selv prøve hvor mange af disse du kan synge med på og hvis du kun hører Povl Dissing ved nr. 17, så er du vokset op dengang DR havde monopol. 

1. Danmark, nu blunder den lyse nat (Thøger Larsen, 1914)
2. Den danske sang er en ung, blond pige (Kai Hoffmann, 1924)
3. Der er et yndigt land (Adam Oehlenschläger, 1823)
4. Det er hvidt herude (St.St. Blicher, 1838)
5. Det er i dag et vejr (Ludvig Holstein, 1895)
6. Det var en lørdag aften (Folkevise)
7. Du danske sommer, jeg elsker dig (Thøger Larsen, 1923)
8. Hvem sidder dér bag skærmen (Jeppe Aakjær, 1905)
9. Hvor smiler fager den danske kyst (Johannes V. Jensen, 1925)
10. I Danmark er jeg født (H.C. Andersen, 1850)
11. I skovens dybe, stille ro (Fritz Andersen, 1864)
12. Jeg ser de bøgelyse øer (L.C. Nielsen, 1901)
13. Jylland mellem tvende have (H.C. Andersen, 1859)
14. Marken er mejet, og høet er høstet (Adolph Recke, 1868)
15. Ole sad på en knold og sang (Jeppe Aakjær, 1899)
16. Se, det summer af sol over engen (Holger Drachmann, 1897)
17. Se, hvilken morgenstund (Benny Andersen, 1972)
18. Solen er så rød, mor (Harald Bergstedt, 1920)
19. Vi elsker vort land (Holger Drachmann, 1885)
20. Vort modersmål er dejligt (Edvard Lembcke, 1859)

Fremtidens Fona

Fonas pladesalg vil ende som TP-musik, HMV, Fnac, Virgin og alle de andre pladebutikker. De tror at produkter er den plade de langer over disken, ligesom boghandlerne tror det er bøgerne, og Postdanmark tror det er breve. Det er det ikke. De leverer service, overblik, viden, information, nyheder, adgang til og mellem mennesker. Pladen, bogen, brevet er blot det lejrbål vi samles om, vores sociale totem. Nu er vores totem ved at være væk. Hvad så?

I fremtidens Fona, bare som eksempel. Jeg vil tjekke ny musik ud og finder butikken. Den skal være der – butikke er mit samlingssted, måske er der ligefrem en til “hiphop”, “rock”, “trance”, “DJ” osv. Allerede ved indgangsdøren kan jeg se dagens livekoncerter, der streames i cafeen inde i butikken. Det koster lidt at komme ind i caféen, men det er ok. Det er ikke alle bands man kan se live i DK. Selv ved udsolgte koncerter i DK kan jeg følge med på Cafe Fona, så jeg slipper for at ligge på en græsplæne eller sidde i et træ og lytte til ekkoet af Metallica, Springsteen, Muse. Jeg kan også købe koncerten lidt dyrere til stream i HD kvalitet til derhjemme – hey, når du ikke køber kaffen her, men hjemme, så koster det lidt.

I dag er der ingen koncerter jeg skal se. Jeg går forbi en musiker, der har kontor i butikken – gratis mod at man kan følge hans arbejde på en mac og spørge ham lidt ud, ved siden af sidder en grafiker. Men jeg skal over til standeren med ny musik. Jeg kobler min mobil til og tjekker nyhederne på liveboardet (en trykfølsom skærm) jeg sidder kun kort tid før en ekspedient toner frem via min skypekonto eller facebook og spørger, hvad jeg leder efter, jeg forklarer lidt om det her band jeg har hørt i radioen og bliver præsenteret for noget forkskelligt på liveboardet. Jeg bogmærker nogle af dem via min Fonakonto, så jeg kan huske dem, og finder bandet, som jeg ledte efter. Fona gemmer al statisikken, som de sælger videre til pladeselskaberne og radioerne, da de er i direkte kontakt med forbrugeren og den vej markedet drejer.

Jeg skal søge noget inspiration til ny musik. Jeg beder liveboardet scanne min mobil og mine playlister, og den kommer med en række forslag. Jeg tager den trådløse boks og sætte mine egne hovedtelefoner til. Jeg køber en kop kaffe og ser dagens nyheder igennem – der er gratis wifi. Fredag er der livekoncert i den store FONA på Strøget. Alt bliver optaget live og alle gæster kan hente det ned 2 timer efter koncerten er slut – det får folk til at hænge lidt længere og købe lidt mere.

Kan FONA forny sig til fremtiden. Måske er det ikke fremtiden for FONA, der skal nok andet til, men ideen om hvad der er produktet. Hvordan det fornys. Hvad der skal sælges. Hvem der skal sælges til. Ikke alle butikker kan ende med en gammel dame på udkanten til pension bag disken, der kan portopriser udenad og sælger humørkort, forede kuverter, prik-til-prik-bøger og kuglepenne. Hvorfor kunne jeg ikke tjekke min e-post gratis på posthuset? Hvorfor har jeg ikke en officiel e-mail til staten, som postdanmark står for? Hvorfor kan jeg ikke få mine musiknyheder i FONA, men bliver spist af med hvad der kan synes at være en forvokset teenager og hans formynderiske butiksleder, hvor ingen af dem ved mere om produkterne end hvad jeg selv kan læse på skiltet. Hvorfor er der ingen der forsøger noget andet? Hvorfor kan jeg ikke leje musik? Burde skoler ikke kunne købe sæt med mp3-filer, noder, historiske oplysninger, genrebeskrivelse m.m. via fx FONA?

Det er ikke altid til at forstå hvor den fremtid bliver af…