De fleste kender skriften på væggen – variationer af “Brug børsten” eller “Ryd op efter dig selv, din mor arbejder her ikke”. Omdrejningspunktet er: fælles forståelse for hvordan man begår sig og at man tager ejerskab for sit eget l*rt – så andre ikke skal se eller lugte det, når man selv skal ind i fredsboksen og aflevere dagens tarmsynder. Men bruger du børsten efter??
Det mest interessante ved den form for skiltede kommunikation er at den er næsten ligegyldig. Den giver mere en synlighed af at der er et lavt engagement på arbejdspladsen og at interessen for om “mit l*rt rager andre” er = 0. Den type skilte er mere et udtryk for at man netop ikke får løst problemet eller kender dets karakter, men tror at handlingen som folk (ikke) foretager sig er det der er problemet. Det svarer lidt til at have en alkoholpolitik: man får den fordi der har været et problem, eller fordi man ikke ønsker det. Det løser bare ikke problemet, men fortæller blot andre at man ikke ønsker problemet.
Det er første skridt i enhver form for kommunikation: sæt dig ind i din modtager. Det burde være en grundsætning, men også en tåbelig grundsætning ved første øjekast. Hvem kan være uenig…? Nej, vel. Men i dette eksempel er det en god sætning. Skiltet med “Brug børsten” er nemlig udtryk for afsenderens problem og ikke modtagerens. Måske burde der i stedet stå: “Hvis du er utilfreds med dit arbejde, så kontakt Mette fra HR!” Folk gør det jo ikke fordi de selv synes at andre skal have lov til at se på ens l*rt – selvom det jo er en mulighed man bør overveje, hvis intet opråb virker. Pointen er at det manglende hensyn ikke kommer med et skilt, men med glæde, nærvær, omsorg og følelsen af at blive set og hørt af sine medmennesker.
Papirkuglemodellen er en anden test, kan også laves med en serviet. På arbejdet tager du og krøller et stykke papir eller napper en serviet med fra kantinen. Du kaster den et sted på gangen, sådan lidt tilfældigt og uden nogen ser det. Går der mere end 1-2 timer før nogen samler den op og smider den ud, så skal I nok tjekke jeres engagement og motivation for det arbejde I laver. Hvis folk bare lader ting ligge og flyde, ja så er den lokale ansvarsfølelse, oplevelsen af samvær og arbejdsglæde muligvis ikke den største (tak til Keld B. for serviettesten). De vigtigste spørgsmål er: hvorfor laver du det du gør? Har du kompetencen til at lave det, så du selv er tilfreds? Har du resurserne til at lave det så du selv er tilfreds? Hvornår har du succes? Er der forskel på hvornår du mener du har succes, og din chef mener du har succes?
Det kan jo virke banalt, og det er kommunikation ofte. Det er det at kunne se den rigtige løsning, der er kunsten og få det til at virke i praksis. Faktum er at kommunikation ofte bliver synlighed af ytringer og regler, som ingen alligevel efterfølger pga. nogle forhold som man ikke tog sig tid til at undersøge: hvorfor efterlader folk deres l*rt til skue for andre?
1 Kommentar til “Brug børsten og papirkugler”