Aftersun ordflom

Så hooker vi op igen, storbyen rejser sig som en monolit af en bjergside af mursten og turister, når man kommer fra det flade lyngland, hvor der ikke er en ærlig udendørsreklamer i 12 km’s afstand og BR-legetøj endnu ikke er nået ud til det lokale center, men er opkaldt efter dets velrenommerede ejer. Svogers hjemmefangede makrel er ikke længere på frokostbordet, terrassemøblerne knirker ikke – der er kun lyden af kantinens kasseapparat og en velsmurt kontorstol til sammenligning, og det uden at det i øvrigt kan sammenlignes. Øllerne i solen er udskiftet med kaffe og kildevand under gipsloftet og en ventilator er eneste redning fra ikke at gå fra kontoret med gennemvædet skjorte. De lange afteners rødvin svinger sig ikke op til mere end multifrugtsaft til 7,95- og de lokale småbutikker er igen erstattet af Netto, hvor man bare skal blive stående længe nok, så har alle andre sat tingene på ens indkøbsseddel i nærheden af de flåede tomater. Hvem ville ikke sætte en pakke smør og to liter mælk der. Og imens man når at se en genudsendelse af Darwin på Galapgos for tredje gang, så kan man undre sig over hvad det der evolution egentlig går ud på – hvem er det der er fit? Dem i joggingtøj med Big Shopper 0g fold ud-kasse eller den tilbagelænede småborger, der helst vil købe sin Barolo i Fakta, hvis de har den. Er der overhovedet nogen der tænker stort mere…

0 Svar til “Aftersun ordflom”



  1. Endnu ingen kommentarer

Læg en kommentar




a

ELKANs Blog

Skrives af Mikael Elkan (Cand. mag. i dansk og kommunikation)

Puls