Endnu en succes ruller hen over landet og lægger nationens gader øde, som i de gode gamle dage, hvor Matador og des lige kunne få verden til at gå i stå – måske fordi der kun var en verden ud over den virkelige at kigge ind i. Men det var dengang reklamer var noget eksotisk creme de la creme og OBS! noget nær det tætteste man kom på samme i fjernsynet (hvem kender det i dag).
I dag er det Livvagterne der buldrer og brager ud af fladskærmene med action og lækresmarte kommandoer, lynende blikke og veltrimmede kroppe garneret med samfundskritiske spørgsmål og nye skuespillere, hvis liv vi også skal til at følge med i de parallelle medier, som spinder endnu en virkelighed rundt om den, vi allerede havde.
Det sjove, eller hvordan man nu ser det, er at Livvagterne mest af alt minder om at skulle optage Sir David Attenborough i et studie af løver. De laver cirka nul og fis 21 timer om dagen og så er der noget jagt, slåskamp og ædelse resten af tiden. Bemærk hvordan løver kun meget sjældent skider på tv. Dyr har fået en næste jesuitisk status af umenneskelighed oven i den medmenneskelighed, vi alligevel prøver at skabe til dem. På samme måde drøner livvagterne i fine biler og sort tøj hen over landet og normaliserer en tro på et actionpræget job med masser af lir og lagkage, hvor der i virkeligheden er oceaner af ventetid, meningsløs træning til noget, der forhåbentlig aldrig sker og et konstant årvågent øje i et land, hvor selvmordsbombere – hvis vi havde dem – ville køre i Christianiacykler og råbe “Sæt skatten ned!”
Men nyd det endelig, der kommer snart en ny
0 Svar til “Livvagter på DR = Løver i Kenya”