Hvad siger man til nye danskstuderende

For første gang i lang tid mødte jeg igår totalt uforberedt op til et oplæg på 10-15 min. for nye danskstuderende som biopsi fra det virkelige liv. Fantastisk at blive smånervøs igen og være helt zenagtig blank for hvad der skal siges – det slog mig også hvorfor man altid skal fylde tiden ud? Hvorfor ikke bare gøre det kort og præcist. Det forsøgte jeg så.

…og jeg arbejder med
“Hvad kan jeg blive?” var  overskriften “hvem er blevet det” var indgangsbønnen til en gymnasielære, journalist, projektleder (ego) og en ph.d.studerende.  Variationen var stor, jeg var på som tredje mand og undrede mig mest af tiden i de 10 min. hvordan jeg kom uden om at fortælle om mit job – en spøjs konstruktion: fortæl om dit job, så vi ved hvad vi kan lave om 5 år. Måske var det mere en psykologisk forsikring om at man rent faktisk kan blive til noget. Så var det jo lettere at sige: det kan I, alle bliver til noget. Det er hvad man bliver til, der er svært at forudsige og styre.

Elsk dine bøger, ikke din karriere
Hvorfor i det hele taget vælge et studium, hvis ens tanke den første dag 1 er hvad kan jeg blive? Og hvorfor så vælge et studium for at vælge en karrierevej og slås med det – uden at man reelt ved hvad man skal lave, om man kan lide det. Elsk dit studium.

Fagene skal udfordres
Især de gamle støvede fag er nemme at elske. De skal udfordres. Hvorfor er det ikke ok at analysere Jane Aamund eller børnelitteratur, hvorfor kan man ikke læse morgendigte op i danske virksomheder – hvad gør det? Har folk der taler jysk nemmere ved at få et job? Hvorfor tror folk på hvad de clairvoyante siger?

Der er masser af emner og masser af områder. Det er måske ikke så meget hvad man kan blive, men hvad man har lyst til at beskæftige sig med imens man læser. Hvis ikke man laver det man brænder for, så brænder man ud.

Engelsk er for børn

Frygten for at engelsk skal overtage det danske sprog er grænsende til meget fjollet. Mange danskere tror nemlig at de taler er godt, korrekt og rigtigt engelsk, men spørger man en englænder, så vil han eller hun sikkert smile skælmt eller ryste lidt på hovedet med et suk.

Danskere taler et jokerengelsk. Dvs. de bruger ord som de tror de forstår og som betyder lige præcis det HELT rigtige i den situation, men egentlig har de ikke en kinamands chance for at bedømme det. De har nemlig aldrig lært andet end et middelmådigt engelsk og resten gætter de sig til. Hest hedder chavel og sådan går det derudaf, som Storm P. skrev det så smukt.

Engelsk er et jokersprog for danskere, som popsange er det for børn. De synger på deres eget ikkebetydende sprog, som de selv har opfundet og det giver sikkert god mening, eller også er det lige meget. Det giver en rar følelse at sige noget, som man tror er det helt rigtige. Det giver en mindre rar følelse at famle sig frem velvidende at man siger noget vrøvl og sidder og kigger på den spanske menu og skal gætte hvad “huevo” er, hvilket er svært uden den latinske kendskab til ovo (æg).

Tag nu ord som stationcar eller babylift – de findes ikke på engelsk. Det hedder station wagon og carrycot. Vi tilegner os ord, som vi omformer og fordansker. Dansk er en sindstilstand, det findes ikke i sproget. Dansk findes faktisk slet ikke hvis man går det efter i sømmene. Størstedelen af vores ord kommer fra tysk (middel nedertysk), så er der nogle fra latin, græsk, italiensk, fransk, engelsk og oldnordisk, som vel kan siges at være det egentlige danske.

Og skal vi ikke lade Søren Krarup & Co. og snakke oldislandsk i fred, så kan vi andre boltre os i det herlige sproghav af betydninger og meningsløse fjolleord… digge loo digge lei alla titta på mej. Og sådan går det derudaf. Størst af alt er Lars von Triers Breaking the waves – det giver nemlig ingen som helst mening på engelsk.