Frygten for at engelsk skal overtage det danske sprog er grænsende til meget fjollet. Mange danskere tror nemlig at de taler er godt, korrekt og rigtigt engelsk, men spørger man en englænder, så vil han eller hun sikkert smile skælmt eller ryste lidt på hovedet med et suk.
Danskere taler et jokerengelsk. Dvs. de bruger ord som de tror de forstår og som betyder lige præcis det HELT rigtige i den situation, men egentlig har de ikke en kinamands chance for at bedømme det. De har nemlig aldrig lært andet end et middelmådigt engelsk og resten gætter de sig til. Hest hedder chavel og sådan går det derudaf, som Storm P. skrev det så smukt.
Engelsk er et jokersprog for danskere, som popsange er det for børn. De synger på deres eget ikkebetydende sprog, som de selv har opfundet og det giver sikkert god mening, eller også er det lige meget. Det giver en rar følelse at sige noget, som man tror er det helt rigtige. Det giver en mindre rar følelse at famle sig frem velvidende at man siger noget vrøvl og sidder og kigger på den spanske menu og skal gætte hvad “huevo” er, hvilket er svært uden den latinske kendskab til ovo (æg).
Tag nu ord som stationcar eller babylift – de findes ikke på engelsk. Det hedder station wagon og carrycot. Vi tilegner os ord, som vi omformer og fordansker. Dansk er en sindstilstand, det findes ikke i sproget. Dansk findes faktisk slet ikke hvis man går det efter i sømmene. Størstedelen af vores ord kommer fra tysk (middel nedertysk), så er der nogle fra latin, græsk, italiensk, fransk, engelsk og oldnordisk, som vel kan siges at være det egentlige danske.
Og skal vi ikke lade Søren Krarup & Co. og snakke oldislandsk i fred, så kan vi andre boltre os i det herlige sproghav af betydninger og meningsløse fjolleord… digge loo digge lei alla titta på mej. Og sådan går det derudaf. Størst af alt er Lars von Triers Breaking the waves – det giver nemlig ingen som helst mening på engelsk.
Seneste kommentarer