“Godt du fik et nyt job,” råbes der

Det er vel ok at man viser glæde ved at skifte job, når man har fået det? Men det stiller vel egentlig ens arbejdsgiver i et dårligt lys, når det er på facebook og flere går ind og gratulerer, at man endelig er kommet videre og væk fra sin tidligere arbejdsplads.

Hvis det ligefrem sker med hånende kommentarer om at man scorede dobbeltløn i en periode, og at “så kan de lære det”, så stiller det måske begge arbejdspladser ringe – om ikke andet, så stemning, når man møder dagen efter man har postet det på facebook.

Værd at overveje hvad man skriver hvor og til hvem – som udgangspunkt skal man nok tænke: alle kigger med…også din mor og din chef (hvis ikke de er en og samme).

FOA, facebook og brandmænd

FOA er mest for kvinder – især nu hvor 600 brandfolk har forladt bygningen. Hvad der dog er formidabelt  interessant, er hvorvidt der kunne være sket en anderledes dialog, fx via rbandfolkenes egen gruppe på facebook , hvor 61 brandfolk aktivt har tilmeldt sig under fanen “Brand og redningsfolk kontra FOA….??”

Gruppen på facebook har eksisteret i noget tid, men nysgerrigheden står tilbage med spørgsmålet om hvorvidt FOA kunne have gjort noget aktivt, der kunne have ændret resultatet. Eller om de kunne have indsamlet nødvendig viden, der kunne have givet forståelse i organisationen for hvilke vinkler man skulle “angribe” sagen fra, så den kunne være forudset bedre.

For en fagforening er det jo klart ikke godt, når “kunderne” går deres vej. Og generelt har fagforeningen – undtagen enkelte af de højtuddannedes – det lidt sværere end de plejer.

ElkanLab går godt

Solen skinnede i Kbh. og på de 7 personer der mødte op hos Creuna en torsdag eftermiddag for at blive lidt klogere på hvad ElkanLab gik ud på. Diskussion om møder, icebreakers, roller og organisationsforståelse var på dagsordenen.

Næste møde er den 25. juni. Emnerne er

• Metode til hurtig feedback på 15 min. til idégeneration
• Ansigt til ansigt med facebook
• Kampagner og analyse – “Rene hænder” og Fuldkorn.dk
• Nye icebreakers og metoder

Læs mere på www.elkanlab.dk – tilmeld dig via http://www.linkedin.com/groups?about=&gid=70220&trk=anet_ug_grppro

Kampagner virker ikke fordi…

Spørgsmålet om hvorvidt kampagner virker eller ej handler måske mere om at de bygger på frygt og ikke egentlige fakta om at man kan flytte nogen som helst holdninger eller adfærd. Kampagner skal ikke altid ændre noget som helst: de skal skabe tryghed, og de skal styrke vores tro på at vi gør det rigtige.

Det er ikke anderledes med “Kurt ka’ li’ kubik”-reklamerne der føg over skærmen i midten af firsen som det er når 120.000 danskere på facebook er blevet enige om at “Folk der går med kniv er idioter!” Det handler ikke så meget om at få folk til at gøre noget andet. De personer der kører for stærkt og sætter deres eget og andres liv på spil, har vel egentlig slet ikke kapacitet til at tage en reklame / kampagne ind. Hvad forestiller vi os? At de skal sidde i sofaen og lægge bonpiben fra sig og sige “Av, ja, det er sgu da rigtigt, jeg går da lige ud og fjerner gearet på civicen”. Aviser og ugeblade bugner jo med artikler om folk der kører dødskørsel, volder andre handikaps for livet eller pådrager sig uhelbredelige sygdomme pga. rygning, druk eller fed mad. Man kan jo spørge om de aldrig ser fjernsyn, men lige netop det gør de jo nok. De ligger sandsynligvis ikke på divaneseren og kværner På sporet af den tabte tid, Krig og fred eller Ulysses.

Når kampagner ikke rammer nogen – med det formål vi tror kampagnerne har, så rammer de alligevel – de rammer de 80% der i forvejen gjorde som kampagnen sagde, fx kører som færdselsloven siger, undlader at drikke for meget og spise rigeligt med grønt. Det gør de fleste af os, så vi har en mulighed for igen at blive småborgerligt forargede over alle de ansvarsløse skæbner og teenager, der sætter livet på spil i stedet for at værdsætte det (det har de nok ikke lært af deres forældre).

Beviset på at det ikke virker, som man tror det skal, med de kampagner, er når man vitterligt forsøger at “træne” folk til at ændre adfærd, som det lille nabovenlige håndtegn, der også var fremme i firserne. Det faldt pladask til jorden uden skyggen af en chance for at komme til orde i hverdagen. Langt stærkere var Mek Peks “Du har ikke noget lys på” som de fleste, der var teenagere den gang stadig kan nynne med på, men tro mig: de køre fortsat uden cykellygter, hvis ikke det var for de dejlige moderne der kan monteres fast på stellet og altid lyser.

Men intet uden humor, som vel er det mest danske overhovedet: “folk der går med kniv….” har avlet et hav af grupper på facebook. Her er et par stykker

• Folk der går med kniv er DYKKERE eller SPEJDERE
• Folk der går med kniv gennem sikkerhedskontrol er idioter’
• Folk der går med kniv er praktisk orienteret
• Folk der går med kniv er i Kyoto!
• Folk der går med kniv mangler en gaffel!
• Folk der går med kniv har ikk råd til pistol
• Folk der går med kniv og gaffel (og skeer) er idioter…
• Folk der går med idioter burde gå med kniv.

Sjovt nok er der meget få grupper med “folk der går med dolk…” men det rimer da bedre!! I øvrigt er der langt færre voldsmænd blandt cyklister. Især cyklister der kører med de der refleksbånd på bukserne. De har aldrig set et fængsel indvendigt og kommer nok heller ikke til det. Så væk med fodlænker og giv alle fanger sådan et og slip dem fri. Tak.

Når nu facebook forsvinder…

Kan man nu stole på at facebook bliver, hvis man satser på det som virksomhed, eller lægger hele familiegalleriet ind? Egentlig ikke. Sådan er tilværelsen jo, ting kommer og ting går. Men forventningen til at noget gratis også er noget evigt, lurer lidt i horisonten. Vi kan ganske enkelt ikke forstå at noget, som vi synes er smart, men ingen har betalt eller bestilt pludseligt forsvinder – selvom det jo reelt er en mulighed. Det samme gælder linkedin, friendster, digg it, delicious, flickr, ringo og meget mere. Vi sætter vores lid til at tingene er der, men det er straks værre hvis man skal rådgive direktionen eller sige at det skal være en stratgisk satsning for familien.

Hvem lægger alle sine cdér på en iPod eller computeren og smider dem alle sammen ud bagefter? Nogen gør, for sådan en harddisk, den  er jo evig? Næ, det er den ikke. Det er jo teknik og det går i stykker – godt nok først efter laaaaaaaang tid, men i stykker går det. Så her ligger der en overraskelse i ude i fremtiden. Cd’er har en levetid på 10-20 år, så har man gemt alle sine familiefotos for eftertiden på sådan en, så har en dårlig taktik. Her er oldemors og -fars s/h-fotoalbum mere driftsikkert.

En ting synes dog sikkert – familie eller virksomhed – måden at tænke medier har rykket sig og måden at bruge medier synes at være på vej og parat til det næste stor teknologiske ryk-ind.

Brevet er dog stadig moderen til al vores beskedoverlevering: ikke-tidslig overlevering af beskeder mellem mennesker.