Posts Tagged 'intranet'

K-man scorer 3,7/3,9

Så har jeg fået taget min “mødom” på en af de famøse K-dage, som Kommunikationsforum afholder og markedsfører med hårdt på deres sider. Jeg skulle tale om dialogmedier – blogs og debatmoduler. Allerede inden var det en succes, da jeg to dage før seancen blev ringet op for at holde det samme foredrag et andet sted. Fantastisk.

I forhold til selve dagen: På fagligt indhold scorede jeg 3,7 og min præsentation fik 3,9. Det er da lidt over middel og lige under toppen på 5, så det er da ikke til at være utilfreds med :-)  

Andre kommentarer var:

  • Interessant og relevant viden om blogging.
  • Fine eksempler, men jeg manglede værktøjer til at få min egne ting i gang.
  • OK, men måske ikke så nyt ovenpå Mads [Richard Møller, red].
  • God sammenhæng til den hverdag vi arbejder i.
  • Fint med billeder. Men det var også lidt som at blive talt ned til.
  • Stor viden om blog. Rigtig gode illustrationer med stof til eftertanke.
  • Ikke så relevant, eller meget uddybende.
  • God og faglig relevant præsentation, særligt fordi han inddrager en bred erfaring.
  • Jeg savnede noget at tage med hjem. 

Gode punkter og pointer, som jeg selvfølgelig må tage med mig. Den med at tage “noget med hjem” – hmmm…ved ikke om det kan lade sig gøre på 45 min. + 15 til diskussion, men det kunne jo godt være lidt bedre. En pointe fra min side var dog, at man skal se på organisationen, behov og formål, dvs. at der ikke VAR nogle generelle regler og “gør sådan”, som man kunne tage med hjem, men at viden om sin virksomhed og brugere skal være med til at skabe beslutningsgrundlaget.

Sjovt med den “at blive talt ned til”. Måske er jeg for meget efter kommunikationsfolket, eller som en god ven siger “man skal ikke p*sse ind i teltet”. Det tillader jeg mig så at gøre en gang imellem. Der skal være lidt motivation til at få gjort rent og ryddet op i de gamle vaner og tanker. Det koster et par tandhjul engang imellem, men gevinsten ved at ryste posen og rive den gamle kommunikationskone rundt i manegen og høre hende brokke sig, er langt større end ulempen der kommer med at lade hende være bænkevarmer og træde de samme partnere over tæerne. Jeg synes godt at vi kan gribe i egen barm og boller, når det gælder om at sætte mål, stille krav og skabe resultater.

Det er for nemt at lave en blog, lægge en artikel på nettet, optage et filmklip eller starte et debatmodul. Kunsten er at vide hvorfor man gør det, hvad det skal bidrage til, og hvordan man bruge resultaterne til noget konkret. Sociolingvistikkerne har et glimrende udtryk, når de kigger på sprog: “Why that now?”. Det kan man godt tage til sig til andre ting.

Tak til NNit for et fedt tip og en kæmpegod idé.

Hvad er kommunikation…

Thanks for the infoHold da op, hvor jeg møder mange hvor de holder fast i at produktet – personalebladet, pjecen, hjemmesiden, talen, stillingsannoncen - i sig selv er kommunikation. Bavl, synes jeg. Kommunikationen er alt det der sker efter og uden om produktet. Hvad nytter det at holde en tale, hvis ikke den rykker folk – eller som Søren Mikkel Berg fra Rhetor siger “Tyren er løs” – så hvis ikke man mærker at den er ude af folden, så er det jo lige meget.

Kommunikationen er ikke produktet, men det kommunikationen gør ved nogen eller for nogen. Jeg synes desværre at alt for mange fokuserer på det produkt man laver i stedet på hvad det gør – som Bonnie Raitt vandt en Grammy på at synge “Let’s give them something to talk about” i 1991.

Måske er det bare nemmere at formidle at man har en lækker/sjov/stor/dyr/anderledes folder, brochure, personaleblad, plakat, men der må både kommunikationssmølferne og direktørerne stramme balderne og pudse brillerne og bruge pengene på noget der giver mening. Ellers rykker kommunikation som fag aldrig ud af startblokken, men forbliver en gang påfuglepippen og pekinggeserbjæffen

 


a

ELKANs Blog

Skrives af Mikael Elkan (Cand. mag. i dansk og kommunikation)

Puls