Derfor er din konsulent ofte ikke pengene værd

Du kender der sikkert: du sidder til mødet, konsulenten siger noget og smiler, og du tænker “hvad ved I egentlig om det?” – spørger du konsulenten er svaret: “jamen det har vi jo lavet for kunde N.N. sidste år, det var megafedt” og så stopper samtalen ofte der. Man nikker og siger ja, det er da godt. De har jo lavet det før. Jeg har også prøvet at lave mad efter nomas kogebog – det blev bare ikke derefter. Så det er jo ikke i sig selv en grund til at komme til middag hos mig.

Konsulentargument
Et andet klassisk konsulentargument: vi har skrevet en bog om det. Jaaaa! Det er da godt. Nej, jeg har masser af dårlige bøger derhjemme, så det er jo i sig selv heller ikke noget. Ofte har de selv udgivet dem eller ligger inde med hele oplaget selv. Men så se deres referenceliste – nøøøj, den er lang. Ved du ikke hvad det siger om en virksomhed? Jo, at de har en lang referenceliste. Hvis du ikke kan se størrelsen af opgaverne, budget eller ligefrem ringe til kunderne, så er den ikke rigtig meget værd. Jeg har også arbejdet for PwC, Microsoft, Gentofte Kommune, Cocio, Center for Ledelse og mange flere, men det siger jo ikke noget om hvorvidt jeg leverede noget godt eller om det var 2 timers rådgivning eller 4 mdrs konsulentforløb – men hvis du ringer til en af dem, eller jeg har en evaluering fra kurset eller kunden, så kan du høre eller se om det var godt.

Mål din konsulent på tal, ikke ord
Kommunikationsfolk brøler op om måling, krav, kriterier, succes, værdi, ROI… osv. men hvornår har du sidst bedt din konsulent eller rådgiver om konkrete tal for den succes de selv påstår de har…? Nej vel. Prøv det og bliv skræmt.

Kloge håndværkere
Konsulenter er en slags kloge håndværkere – hvis du ikke har set den terrasse din nabo fik bygget, så vælger du jo ikke hans fætter til at lave din, vel? Hvorfor springer så mange virksomheder hovedkuls og ureflekteret ud i konsulenttsunamien og håber at det går godt? Bevares nogle gange går det, men det er ikke nogens skyld – ikke engang din egen.

BOHICA – bend over here it comes again
Konsulenter baserer alt for ofte deres rådgivning på erfaringer og tidligere leverancer. Deres succes er målt på hvad de selv mener eller på storkunders oplevelser af at de kommer igen. Det skaber en ond cirkel, hvor ingen nødvendigvis stiller spørgsmålstegn ved kvaliteten. Reelt set: konsulenten kan lave nok så mange projekter og stadig kun have en gymnasieelevs snusfornuft at handle på baggrund af især hvis man skifter kunder som vi andre skifter underbukser – og inden for nogle brancher, der kommer kunderne ikke naturligt tilbage, der er stor illoyalitet – det gælder af og til inden for kommunikation, hvor en stor del af varen er den tillid kunden har til leverandøren.

Ond velkendt cirkel
De store virksomheder  lægger ofte så mange penge i kommunikationsprojekter at det er DØMT til at blive en succes. Det er svært ikke at få noget opmærksomhed for 5-10 mio. kr. Og hvem skal stille sig op og sige: tjo, der brændte vi lige 10 mio kr. af på stort set ingenting. Det er som at bede som sin fyreseddel. Derfor er der en masse tørre r*v-øvelser og territorieafpisning, hvis du bevæger dig ind på det område. En klassiker er at man skyder skylden på konsulenthuset, der gladeligt traver videre med opgaven på referencelisten og virksomheden vælger gladeligt en ny flok knaldhætter der kan bilde dem ind at det dersens facebook og noget sosjalt er hot. “I ska’ da ha’ en blog, det har direktøren fra Novo”.

Uigennemtænkt og strategiløst
Alene fordi kommunikation ofte ikke er hægtet på virksomhedens strategi, mål, forretningsmål m.m. er med til at kommunikation havner på gulvet eller bliver til en ligegyldig strøm af jubelglade personaleblade, der ville gøre bogafbrænding til en ærkedemokratisk fornøjelse. De er en del af ufejlbarlige samme metervare hvor kommunikatøren leverer fordi de SKAL og bagefter finder på visioner, målinger, strategier..osv. imens de masseproducerer årsrapporter, årshjul, brochurer, cd-rommer, usb-stiks, web-tv, flashspil m.m. produkter der i bedste fald er uskadelige for miljøet.

Hvornår har du sidst lavet noget fornuftigt? Drop konsulenter som producenter og lav det selv eller adskil dem. Så lærer både du og din organisation noget.

Kvinder kommunikerer bedre

Det burde næste være et faktum, men nu siger jeg det altså lige. Mænd skal tage sig sammen, når de er i kommunikationsbranchen for at være mere kommunikationsagtige. Til gengæld skal kvinder lade være med at være som mænd, men bare være som de er – kvinder.

• Kvinder er mere optaget af hvad der bliver sagt end hvornår de får lov til at sige noget.
• Kvinder er mere optaget af at tale sammen end at holde enetale.
• Kvinder er optaget af hvad andre synes om dem – både andre kvinder og andre mænd. mænd synes at de andre kan rende dem, hvis de ikke synes om dem.
• Kvinder tænker på at pakke budskabet ind, så den anden gider høre det. Mænd tror bare at man skal levere et budskab med to streger under, så kan de vel fatte det.
• Kvinder undervurderer sig selv og overvurderer deres omgivelser.  mænd overvurderer sig selv og undervurderer deres omgivelser.
• Kvinder er optaget af at have sociale relationer til andre. Mænd er optaget af sociale relation til dem selv.

Og sådan går det derudaf .-)

104 informationsmedarbejdere kan ikke tage fejl

Slet ikke hvis de ifølge Politiken koster 51 mio. kr. om året – sikkert ikke iberegnet de budgetter der er til kampagner, materialer, hjemmesider, artikler, ekstern bistand og konsulentrådgivning, som sikkert bliver brugt i Københavns Kommune.

Privat og offentlig har ikke lige vilkår
Kritikken er at “det er jo flere end mange private virksomheder” – tjo, men de skal jo heller ikke tvangsservice ca. 1 mio. mennesker eller har 60.000 ansatte inden for dørene. Så den kritik dutter ikke rigtig.

Der hvor man indvende noget – og det kan man – det er at alle de mange kampagner og fantastiske materialer mest af alt ender som inferiøre svendestykker, der ikke har livets gang på jorden særligt længe. Om det så er faget der er svært eller emnet der er det – det kan man jo altid diskutere. Men der er meget alibikommunikation. Ting som man skal informere og kommunikere om, fordi så har man ren r*v og kan sige “jamen, vi har jo informeret om det”.

Årsrapporttsunami
Men jeg har selv siddet der – blandt de 104 – og det var grusomt med stupide projekter og forsøg, der blev lavet for ikke at sige overbestillinger af det ene eller det andet trykt materiale. Årsrapporter alene kunne sikkert stopfodre en makulator for livstid uden at det var nogen skade til i forhold til glæden ved at læse politikernes og ledernes selvforherligelser. Ahh, ok, der var også enkelte gode tiltag imellem.

De blinde leder de blinde
Jeg ved ikke om det kunne være anderledes end det er. Det mest mystiske eksempel, som jeg bærer med mig, er historien om en debat om hvilke grupper man skulle tage hensyn til ved betjening af en parkeringsautomat. En kvinde påpeger at den skal kunne betjenes af blinde, så der skal braille-mærkninger på knapperne, så de kan finde rundt; maskinen skulle så også kunne tale - hvilket jo giver støj, så der kom andre op ad stolen, for hvem vil have støj. Der blev diskuteret lidt frem og tilbage ind til en person med rette påpegede: blinde kører jo ikke bil. Så var det emne lukket. Måske var der nogle flere der skulle sige det.

Og så har vi slet ikke snakket ansættelsespolitik a la Frank Jensen eller hemligholdt kassetænkning og omgåelse af skattestop.

Mænd der holder døren er…

Manden

Dumme, galante, sexister, mandschauvinister, betænksomme eller bare mennesker? Det er ikke rigtigt til at vide, og det er sådan set en stor del af humlen ved kommunikation og at forstå hinanden i hverdagen. Den der forstår sin modtager har forstået 90% af kommunikation. Problemet er bare at det kan vi hele tiden påberåbe os uden at vi nogensinde finder ud af om vi har ret. Derfor kan kommunikationsprinsesserne vedvarende udstøde et mantra om at ledere er dårlige til at kommunikere: det er måske fordi sådan er det at være leder? Konstant i krydsild og underlagt umulige krav.

Vi konkluderer hele tiden på hinandens handlinger, vi skaber mistro og tillid, vi skaber sammenhæng og mening. Vi skaber ikke alene os selv ved at være nogen, men de personer vi omgiver os med skaber i høj grad de muligheder vi har for at være hvem vi er. De fleste har sikkert prøvet at en ven eller veninde fik ny kæreste og pludselig var vedkommende ændret, anderledes, sagde mærkværdige ting eller ændrede holdninger. Vi er et langt stykke henad vejen ikke andre end dem vi er sammen med tillader os at være. Derfor kan et jobskifte eller blot nye omgivelser være med til at ændre os som mennesker og den måde vi aggerer på. Det skal både ledere og livspartnere have for øje.

Det er på sin vis en forbandelse vores mentale tilstand er placeret i – vi kan ikke frigøre os fra at have en mening om det  der sker omkring os og det der sker omkring os kan ikke lade være med at mene noget om os, eller gøre noget i relation til os. Det gør kommunikation så uendeligt kompleks. Hver gang man tror man rammer rigtigt, så har målet flyttet sig. Men derfor er kommunikation også vigtigt. For det er igennem kommunikation vi kan se hvor vi ønsker stabilitet, hvad der er vigtigt for os og hvilke rammer vi oplever skaber vores identitet og det der giver mest mening i vores liv. Nogle gange sker det jo at både den der holder døren og den døren bliver holdt for, synes det var en god idé. Tænk, hvis der slet ikke var døre nogen kunne holde for andre??

Nu har det et navn

Hvad er det lige sådan en hedder?

Det er helt fantastisk hvordan vi kan gå fra uvidenhed til pludselig fornemmelse af viden og indsigt, blot fordi vi kalder tingene for noget. Prøv næste gang du har en underfundig, mystisk genstand af et køkkenredskab eller værktøj og folk spørger hvad det er: find på et navn til den. Noget der ikke giver mening, men godt kunne være et ord. Det er så vigtigt for folk at tingene hedder noget.

Det værste er så den omvendte effekt: At ting der hedder noget kan foretrækkes frem for andet. Hvis du står med to produkter i supermarkedet og den ene har en mere udførlig beskrivelse end den anden, så vil du med al sandsynlighed vælge den.

Du vil føle dig bedre informeret – du har fået at vide at tingene hedder noget, du kan argumentere for dig selv, hvorfor det var vigtigt at købe lige netop den, og hvis andre spørger kan du sige det der står på æsken, dåsen, flasken eller kassen.

Det er lige meget om du forstår, eller om det har en egentlig betydning. Tandpasta der bare hedder “tandpasta” er ikke nær så godt som “tandpasta – nu med flour”. Det sjove er så at “tandpasta – nu uden flour” kunne være lige så godt