Mænd der holder døren er…

Manden

Dumme, galante, sexister, mandschauvinister, betænksomme eller bare mennesker? Det er ikke rigtigt til at vide, og det er sådan set en stor del af humlen ved kommunikation og at forstå hinanden i hverdagen. Den der forstår sin modtager har forstået 90% af kommunikation. Problemet er bare at det kan vi hele tiden påberåbe os uden at vi nogensinde finder ud af om vi har ret. Derfor kan kommunikationsprinsesserne vedvarende udstøde et mantra om at ledere er dårlige til at kommunikere: det er måske fordi sådan er det at være leder? Konstant i krydsild og underlagt umulige krav.

Vi konkluderer hele tiden på hinandens handlinger, vi skaber mistro og tillid, vi skaber sammenhæng og mening. Vi skaber ikke alene os selv ved at være nogen, men de personer vi omgiver os med skaber i høj grad de muligheder vi har for at være hvem vi er. De fleste har sikkert prøvet at en ven eller veninde fik ny kæreste og pludselig var vedkommende ændret, anderledes, sagde mærkværdige ting eller ændrede holdninger. Vi er et langt stykke henad vejen ikke andre end dem vi er sammen med tillader os at være. Derfor kan et jobskifte eller blot nye omgivelser være med til at ændre os som mennesker og den måde vi aggerer på. Det skal både ledere og livspartnere have for øje.

Det er på sin vis en forbandelse vores mentale tilstand er placeret i – vi kan ikke frigøre os fra at have en mening om det  der sker omkring os og det der sker omkring os kan ikke lade være med at mene noget om os, eller gøre noget i relation til os. Det gør kommunikation så uendeligt kompleks. Hver gang man tror man rammer rigtigt, så har målet flyttet sig. Men derfor er kommunikation også vigtigt. For det er igennem kommunikation vi kan se hvor vi ønsker stabilitet, hvad der er vigtigt for os og hvilke rammer vi oplever skaber vores identitet og det der giver mest mening i vores liv. Nogle gange sker det jo at både den der holder døren og den døren bliver holdt for, synes det var en god idé. Tænk, hvis der slet ikke var døre nogen kunne holde for andre??

Nu har det et navn

Hvad er det lige sådan en hedder?

Det er helt fantastisk hvordan vi kan gå fra uvidenhed til pludselig fornemmelse af viden og indsigt, blot fordi vi kalder tingene for noget. Prøv næste gang du har en underfundig, mystisk genstand af et køkkenredskab eller værktøj og folk spørger hvad det er: find på et navn til den. Noget der ikke giver mening, men godt kunne være et ord. Det er så vigtigt for folk at tingene hedder noget.

Det værste er så den omvendte effekt: At ting der hedder noget kan foretrækkes frem for andet. Hvis du står med to produkter i supermarkedet og den ene har en mere udførlig beskrivelse end den anden, så vil du med al sandsynlighed vælge den.

Du vil føle dig bedre informeret – du har fået at vide at tingene hedder noget, du kan argumentere for dig selv, hvorfor det var vigtigt at købe lige netop den, og hvis andre spørger kan du sige det der står på æsken, dåsen, flasken eller kassen.

Det er lige meget om du forstår, eller om det har en egentlig betydning. Tandpasta der bare hedder “tandpasta” er ikke nær så godt som “tandpasta – nu med flour”. Det sjove er så at “tandpasta – nu uden flour” kunne være lige så godt

Ledelse er kommunikation

Det er det nye mantra inden for mit fag. Godt er det, eller? Problemet er at ingen rigtigt ved hvad de mener med kommunikation, og derfor kan man ikke rigtigt være imod. “Cirkus er kommunikation” – kan man være uenig “Politi er kommunikation” – det er det jo, tilstedeværelse, uniform, attitude, antal, resurser – slet ikke svært ; “kondomer er kommunikation” – igen ja, det er de jo. Man siger noget ved at have et med i byen, på tur eller på ferie, som fx DSB’s reklame slår på.

Det er faktisk slet ikke svært at finde på ting, der er kommunikation. Problemet er at afgrænse noget der ikke er det. Måske er vi bare ovre i at kommunikation er som Heidegger beskriver mening. Vi kan ikke have ikke-mening med noget. Mennesket er en evig fortolkningsmaskine. En maskine der hele tiden forholder sig og forstår. Derfor er det ikke genstanden - lederen, politiet eller kondomet – der er kommunikation, men den gensidige tilstedeværelse at genstanden og den der skal forstå og forholde sig til genstanden.

Det er der kommunikation opstår. Så man kan jo spørge om folk der siger at ledelse er kommunikation overhovedet har forstået hvad både ledelse og kommunikation er…??

Hvad er kommunikation…

Hold da op, hvor jeg møder mange hvor de holder fast i at produktet – personalebladet, pjecen, hjemmesiden, talen, stillingsannoncen - i sig selv er kommunikation. Bavl, synes jeg. Kommunikationen er alt det der sker efter og uden om produktet. Hvad nytter det at holde en tale, hvis ikke den rykker folk – eller som Søren Mikkel Berg fra Rhetor siger “Tyren er løs” – så hvis ikke man mærker at den er ude af folden, så er det jo lige meget.

Kommunikationen er ikke produktet, men det kommunikationen gør ved nogen eller for nogen. Jeg synes desværre at alt for mange fokuserer på det produkt man laver i stedet på hvad det gør – som Bonnie Raitt vandt en Grammy på at synge “Let’s give them something to talk about” i 1991.

Måske er det bare nemmere at formidle at man har en lækker/sjov/stor/dyr/anderledes folder, brochure, personaleblad, plakat, men der må både kommunikationssmølferne og direktørerne stramme balderne og pudse brillerne og bruge pengene på noget der giver mening. Ellers rykker kommunikation som fag aldrig ud af startblokken, men forbliver en gang påfuglepippen og pekinggeserbjæffen. 

 

L a a n g s o m giver resultater

Kommunikation passer ikke til virksomheders regnskabstænkning i kvartaler. Pligtaflevering styrer for meget på samme måde som møder alt for ofte bookes i hele timer, bare fordi Outlook siger man skal. Kommunikation planlægges meget sjældent i de nødvendige trin -  på samme måde som hvis man skal på udflugt i ødemarken eller blot til Legoland med familien – og endnu sjældnere planlægger man langsigtet, så man reelt planlægger efter den effekt det har.

Sig nej nu!! Alt for meget kommunikationsarbejde er baseret på:

• Produktet kommer først (“vi skal da også have sådan en blog”),
• Mangel på forberedelse og korte deadlines (man kommer for sent i tanke om at kommunikation er en del af opgaven)
• For lidt effekt/mål-tanke – de færreste aner hvad det er de egentlig skal opnå. Derfor bliver de konkrete produkter målet i sig selv og det at få en produktion overstået bliver “at have kommunikeret”.
• For små testikler og for meget skrivebordsarbejde – slaget skal kæmpes i marken; man integrere ikke et intranet i en virksomhed ved at mails, lave konkurrencer eller skrive pænt i personalebladet. Der bliver tænkt traditionelt og kortsigtet.

Tænk på Buddha, Jesus og Muhammed: hvis du har et fedt budskab, så behøver du kun dig selv, gentage dit budskab og en masse tid.