Posts Tagged 'ledere'

Arbejdsglæde på dåse – nu med latter

“Ja, og så skal vi have noget arbejdsglæde, noget der kan give os noget arbejdsglæde.” Snakken gik på forskellige tiltag og ja, arbejdsglæde – som der af en eller anden grund synes mangel på af og til – blev et emne. Noget vi skal have.

Hældes på flaske til den skummer
Dertil er der vel kun en ting at sige: arbejdsglæde er ikke noget man køber sig til lige som prostituerede ikke giver et lykkeligt sexliv, men en midlertidig erstatning for drømmen om samme. Arbejdsglæde kommer indefra – ikke fordi man skal springe rundt på væggen og være autoglad, men fordi det vel gælder om at finde ind til de ting, der gør en glad og de ting, der gør en ked.

Det skulle jo gerne være sådan, at når man  står ud af sengen og kigger ned på sine fuzzer, så tænker man “hold da fest en god dag det bliver” og så vandrer blikket op mod horisonten og den dag man går i møde.

Jægeren ud ad vinduet så…
Hvorfor er det at man skal dyrke “speedbåd og grill”-tendensen fra 90′erne hvor alle skulle jerne rundt til teambuilding med jægersoldater, som opbygger en intensitet og spænding, der forsvinder så snart de gør det. Det svære er jo ikke at være glad eller spændt, når der er spænding. Det svære er jo at være positiv, når hverdagen rammer.

Lige så svært er det at vide hvad man skal gøre med de 42 kr. man vinder i Lotto frem for de mange millioner. Jeg vil hellere gå på arbejde med ham eller hende, der kan bruge 42 kr. rigtigt.

Ledelse er kommunikation

Det er det nye mantra inden for mit fag. Godt er det, eller? Problemet er at ingen rigtigt ved hvad de mener med kommunikation, og derfor kan man ikke rigtigt være imod. “Cirkus er kommunikation” – kan man være uenig “Politi er kommunikation” – det er det jo, tilstedeværelse, uniform, attitude, antal, resurser – slet ikke svært ; “kondomer er kommunikation” – igen ja, det er de jo. Man siger noget ved at have et med i byen, på tur eller på ferie, som fx DSB’s reklame slår på.

Det er faktisk slet ikke svært at finde på ting, der er kommunikation. Problemet er at afgrænse noget der ikke er det. Måske er vi bare ovre i at kommunikation er som Heidegger beskriver mening. Vi kan ikke have ikke-mening med noget. Mennesket er en evig fortolkningsmaskine. En maskine der hele tiden forholder sig og forstår. Derfor er det ikke genstanden - lederen, politiet eller kondomet – der er kommunikation, men den gensidige tilstedeværelse at genstanden og den der skal forstå og forholde sig til genstanden.

Det er der kommunikation opstår. Så man kan jo spørge om folk der siger at ledelse er kommunikation overhovedet har forstået hvad både ledelse og kommunikation er…??

Og med kommunikation mener du…?

Så er kommunikationsprisen uddelt! Denne gang gik prisen kun delvist til kampagner – Novozymes og Metro Service. Novozymes klart mest interessant og vel egentlig en vigtig markør for Dansk Kommunikationsforening, at et projekt om intern kommunikation har vundet.

 Til gengæld slipper man ikke helt for at have gode gamle Piet van Deurs i baghovedet, når det gælder kommunikation: “Hvad er det?”

Hvad er det, når vi taler om kommunikation, og frem for alt hvad er det ikke? Er emnet “kommunikation” blot et påskud for at fedte humanister ind i alt. Det mest mærkværdige er at når kommunikation bliver akademisk og analytisk, så fjerner den sig ofte fra den virkelighed den handler om. Den fine og fornemme “strategiske kommunikation” fjerner sig ofte fra hverdagen.

Sandheden er nok desværre at 99% af alle virksomheder burde bruge deres kræfter på at analysere nyhedsbreve, personaleblade og møder, og lære deres ledere grundlæggende mikrosociologi til at kunne aflæse deres ansatte.


a

ELKANs Blog

Skrives af Mikael Elkan (Cand. mag. i dansk og kommunikation)

Puls