Husker du Opasia, SwipSwap, Raisin Splits, Vic og Mobilix?

Engang kunne man købe internettet på cd-rom. Det var gennem Aschenfeldts Forlag, hvor man som købsargument slap for at downloade internettet med sit 56K modem, men fik det direkte ind i maskinen. TDC ville gøre os til VIC’er – selvom ingen rigtigt forstod hvad det var, de havde også søgemaskinen Opasia og Mobilix ville overtage verden med den fransktalende direktrice ved roret, senere blev det til Orange – hvor jeg engang kom til at fornærme en medarbejder, der belærte mig om den store vision var at hvis man rejste igennem Europa, så stod der altid Orange som netværk på en mobil…flot – hvem f*nden går op i det?

Så var der lige Kellog’s Raisin Splits, der ifølge min kilde, er det dårligst sælgende af K’s produkter nogensinde i DK – nej, danskere kan IKKE lide rosiner i maden. Cherry Coke var også et vildskud ind i den konservative danske folkemængde. Hvem der lavede SwipSwap husker jeg ikke, men ideen var barnagtig fantastisk – bland appelsinsodavand med cola og du har….en SwipSwap – det holdt i en periode, så gik det af mode ligesom den bløde bamse på Guldkorn, der blev til Honeymonster, der i fiberæraen lider en krank skæbne. Måske en lidt for Xtreme makeover?

Pengene eller vinduet
Til dagligt kan man undre sig over alle de penge der smides ud til dårlige projekter, undersøgelse og alt muligt andet. Vi vil så gerne have at alt er perfekt – vi forventer det unikke og sublime, men vi brokker os alligevel  i et væk over ting der falder ved siden af rammen, se bare på den vrede det lille komma kan vække, men måske er det bare det andre kalder for udvikling – selvom forfald og begrebsdødhed ikke er udvikling i sig selv, men bare ting der bliver lidt anderledes og markere at du er gammel. Anderledes er det med produkter. Det er både pengene og udstyret vi smider ud af vinduet – selvom noget kommer igen: Rexona var engang voldsomt umoderne, men i dag er det tættere på lækkert og smart. Yoyoer var det store hit, der blev opslugt af et sort hul, men så kom de igen ligesom parkacoats, hotpants og benvarmere.

Et faktum synes det dog at være
Vi VIL gerne være anderledes end de andre, der kom ind ad døren før os. De ældre kaster sig sjældent ud i et opgør med ungdommen, det altid omvendt (omend det kunne være tiltrængt at man startede med piercinger på et plejehjem i stedet for Stengade 30). Det skifter nok omkring de 30, så kigger man bagud igen og opkalder sine børn efter bedste- og oldeforældre. Det unge forandrer, de gamle brokker sig. Markeringen af grænsen møder jeg af og til, som da en studerende skrev: “Denne opgave er bare for sutte nederen”.

Be my hive, bee my buzz
Så har vi slet ikke set på alle de begreber der florere i konsulentbranchen, som hvert år har sin sæson for buzzwords og metoder, der bare er det nye sort og på  alle måder løser alle virksomhedens problemer. Her er løsningen, der bremser alle problemer:
Alt det du laver forgår, forandres og bliver til ingenting eller alting – alt efter hvordan du ser på det. Det vigtige er at du er glad og tilfreds imens du laver det. Så hold med at brokke dig og gør noget, der gør dig glad og andre mennesker glade i stedet for.

Da TDC lavede VIC, var der ingen der vidste at det var snotdumt – de vidste jo ikke engang om de skulle hedde TDC eller Teledanmark – ligsom de færreste i dag ved at Yousee ikke er en del af TDC. Men det kommer nok. Skidt hænger fast

Zoologisk mausoleum

Så blev jeg i den grad nostalgisk og ja…vel egentlig oprevet, da jeg så hvordan minderne fra ens egen barndom kan styrte i grus, når man tager sønnike med til Zoologisk Museum (mbh), og ser til min gru, at der hvor jeg selv stod 110 cm høj og kunne vælge mellem en ægte harefod, en hjortefod eller en konkylie (som jeg har endnu mere end 25 år efter) – ja, så har de dælme laver et plastikhav af en gravpladsmontre for dårlig smag og unedbrydeligt bras. Der burde være en lov imod at producere ting, der giver en umiddelbar lystfølelse hos børn til at eje, men som ca. 12 min. senere opfattes som totalt værdiløse eller går i stykker fordi håndsamlet genbrugsplast fra Kina ikke har samme holdbarhed som naturen selv – endsige kan fremkalde de samme følelser, slog det mig – det var jo det! Hvem har en plastikhval eller giraf eller andet, hvor man kan genopdage den og tænke “av, den fik jeg da jeg var med mor/far på…!”  Nix, det sker vist ikke så tit, eller har du en yndlingsplaystation eller en yndlingsmobil? Elektronik duer heller ikke, det mister sit liv når batterierne dør ud, eller der kommer en opdatering.

Så næste gang familien skal se på døde dyr, så tager jeg min konkylie med og fortæller dem om hvordan verden ser ud for folk, der gerne vil mindes om deres eget liv. Som Rilke skrev det: vores hukommelse bor i tingene – bare ikke i plastik og elektronik. Ugh. Zoologisk have(r) er i øvrigt ikke meget bedre.