Der ER hul i alle offentlige kasser

Det må vel være noget nær en offentlig statshemmelighed at der ikke er noget incitament andet end pisk, hvis der skal spares i det offentlige.

Det er ganske vist…
Følgende har jeg hørt historier om fra Forsvaret til børnehaver og andre offentlige institutioner og det skriger til himlen.

Klap i nummeren
Hvert år får man et budget. Man ved ikke hvor meget man skal bruge til næste år, og det er voldsomt svært at rane flere penge til sig, da staten eller kommunen jo ikke belønner eller accepterer et merforbrug, når først budgettet er lagt. Der vil politikerne hellere selv råde over kronerne. Omvendt ingen klap på hovedet for at gøre det godt. Kun klap i numsen, hvis du gør det skidt.

Intet fælles bedste, velkommen til øland
Effekten af det er at hver mand sidder på sin egen lille ø og overforbruger af alt hvad han har for så ved han, at han får det samme til næste år. Budgetter lægges derfor alt for højt og urealistisk og omvendt presser man eksterne leverandører på prisen, så der stadig er råd til et overforbrug. Den offentlige økonomist VED at han ikke får mere end han har. Han VED at han SLET IKKE får mere hvis han afleverer noget til fællesskabet – heller ikke selvom han ikke lige skal bruge det i år, men først til næste år. Der er  INGEN grund til at spare eller gøre noget for det fælles bedste.

Fyr løs!! Vi skal hente penge hjem
Når man ikke får noget retur ved at spare, ja så er der mange glade børn og skydeglade soldater op til regnskabsåret slutter for der skal budgetterne “hentes hjem”. Med andre ord: der skal overforbruges, så man er sikker på at få det samme som sidste år. At skyde løs med krudt og kugler eller shoppe farvelader og brætspil er som at stikke hånden ned i kommunekassen og statskisten.

Hvorfor ind i h*lvede er der ikke nogen der laver om på det system?

Stor røv, lille hjerne

Der må være en naturlov der siger at offentlige virksomheder skal have en tung bagdel og mangle en ekstra lillehjerne til at drive afstanden ned til bagpartiet. Forunderligt at de ikke er gået under i en evolutionær tendens inden for virksomhedsdrift.

Ikke desto har nogle af Danmarks største virksomheder med mellem 40.000 og 60.000 ansatte ikke et internt uddannelsesprogram, så man kan udvikle og fastholde ansatte inden for organisationen. Når virksomhederne er så store skulle man synes der var rige muligheder. Men den rigdom er det vist ikke alle der kan se…eller? Fremtiden kommer alligevel. Eller som Johannes M. sagde det forleden: visdommen kommer med alderen, men nogle gange kommer alderen alene.