Meningskriger

Så rykker den gamle ordslagsbror og voksenklovn på sig igen: Carl-Mar har ringet han vil sprede rygtet om sine to nye bøger som hedder hhv. “Mænd” og “Kvinder”. Dælme jo. Og så holder manden snakkefester – det kunne jeg ikke lade være med at lytte til hvad var. Nysgerrig er man vel, når folk presser sig på med et budskab.

De gange Carl-Mar har ringet, er jeg dog lige ved at tænke “det her er ikke alvor,” men det er omvendt det sjove: det er det. Og når jeg har lyttet lidt til ham, så er han ikke helt galt afmarcheret – måske med sine holdninger og fremgangsmåder, men hans sans for forretning og retning har han fat i. Han har jo valgt side her i livet, han ved hvad han vil. Det er mere end mange af os andre, så om ikke andet, så kan jeg godt finde respekt frem alene pga. det.

Hvem ville ikke gerne kunne leve af at opfinde en flødebollekanon? Endsige se andre bruge den. Hmmm….

Burkadruk

I et kedsommelighedens hjerneraseri foreslog en bekendt en aften ved en køkkenfest at vi skulle tage på burkadruk med nogle andre. Klæde os i burkaer og tæske gennem byen stangvisne og oppe på koppen – et noget postmoderne sekularitært eksperiment, som (desværre) aldrig blev til noget. Jeg ved ikke om man ville overleve – og heller ikke om alkoholen ville kunne få skylden i obduktionen senere om morgenen.