Må man sdave forkert rigtigt

Bogstaverne må gerne vælte.

Så er vi der igen igen. Et par mails er tikket ind om uha da: stavefejl på elkan.dk!! Alarm!! Send ordrevserne og kavalariet fra modersmaalets nazgulkrigere i marken for at finde synderen – hov han er jo der i spejlet. Smilende og bedøvende.

Hvordan må man egentlig skrive på nettet? Eller andre steder for den sags skyld. Må man overhovedet lave sdavefarjl, eller er rammes man af lynet eller oversnobberiets underpræsidium?

Sprogets formål
Det væsentligste formål med sprog er vel egentlig ikke korrekthed, men forståelse. Sprog er en udveksling af verdensbilleder og koordination af virkeligheden. At tale eller skrive til en anden er en umiddelbar accept af individet, men også en test af det fællesskab man indgår i. Diktatur og frihed ligger i sproget og sprogligheden.

Holger DANSKe, sprogjæger i Krarups livregiment
Når stavefejlsjægerne pløjer gennem nationen, så er det med den effekt at finde skyndsomme skabninger eller mindre bemidlede sjæle. Og hvad er egentlig pointe med det. “Vi værner om det danske sprog” brøler de – jo tak, men er det ikke vigtige at vi får sagt hvad vi mener, at der plads til alle, at vi kan tale og skrive frit og i den kadence entusiasmen kommer over os – især med de nye medier, som efterlader tiden som et hult klingende rum bag en sky af hjulspind – skal lavtuddannede enlige mødre sidde og skutte sig af frygt for at taste forkert imens akademikerne meningsstyre landet.

Nej. Skriv løs, skriv fast. Lad djævelene fare i tastaturet og få verden til at gløde af sprog og ord, af lyd og spor efter mennesker med meninger og ikke kun folk med en grøn ordbog og fem års uddannelse.

Drop jagten på stavefejl

Især på nettet er der en tåbelig jagt på stavefejl, som dybest set er at skyde forbi den måde mediet BURDE fungere på. Måden man skriver på til trykte tekster er ganske anderledes, end den måde man producerer til nettet: her skal det IKKE gemmes for eftertiden  – med mindre der er tale om lovgivning eller håndbogsagtige artikler, som vi gerne vil kunne kigge tilbage i. Det bevaringsværdige har en helt særlige karakter og ramme.

Produktionen og distribution bør være hurtig,  så det straks er tilgængeligt. Alle skal kunne skrive og producere – at stave korrekt er ikke det samme som at være klog eller vidende – selvom mange gerne så det som ensbetydende. Men grundlæggende er der ingen sammenhæng. 

Så hvorfor skal folk, der ikke er dygtige stavere, som er blevet trådt på verbalt, mentalt eller fysisk igennem deres skolegang fordi de ikke var de bedste, men altid stak ud, som dem der skulle have hjælp, ikke kunne eller mest af alt blev set som et problem, og nogen der tog resurser fra læreren og de andre elever.

Og frem for alt: hvorfor f*nden skal jeg eller andre bruge tid på at læse korrektur på noget, som hvis man kan rette fejlen, har forstået hvad der skulle stå.

Stavefejl handler udelukkende om følelser og sociologisk, territorial afp*sning. Drop det og speed samfundet op med mindst 15%.

Brandordre

Lidt pinligt at være ansat i en kommunikationsafdeling og så er skriften på væggen ikke helt i orden, men meget sigende for hvor vanskeligt orddeling kan være – især hvis den er forkert.

Mener de virkelig at man skal brænde døren? Aah, hva’… det er næsten lige så dejligt som folk der afslutter deres mails med “Knus Susanne”. Det er så en ordre, man heller ikke vil efterleve

FOTO: Mikael Elkan