Fortæl så for s*tan!!

Per Rystrøm på billedet er en god formidler, men benytter sig ikke nødvendigvis af fortællinger

Der er en for mig at se udbredt misforståelse at storytelling eller fortællinger i virksomheder går ud på at lære ledere at være fortællere. De skal så kunne begå sig på en scene, inddrage sit publikum, tilegne sig fortælletekniske kneb og formmæssige strukturer som gælder for fortællinger. Drop det.

1. Ikke alle ledere er gode til at være fortællere.
2. Lederens fortælling risikere at blive utroværdig, hvis ikke de selv er trygge ved og trænede i formen.
3. En fortælling er en omvendt nyhedstrekant, der begynder med orienteringer og rammer – ofte skal ledere formidle nyheder, som kræver pay-off pr. 1. sekund. Her duer fortællinger ikke.
4. Fortællinger i virksomheder er ofte en genrer som man afbryder med eller bryder ind med – ikke en forceret “nu skal I høre en historie…” ledere er ikke ansat til at underholde, de skal lede og formidle deres ledelse, visioner og mål.

Men storytelling kan noget andet

Skal ledere slet fortælle? Nej, ikke nødvendigvis. De kan lige så godt gøre noget der får andre til at fortælle om det de oplevede – Stein Bagger er et glimrende omend negativt eksempel. Jagten efter at “plante” en fortælling som et springbrædt (Springboard Stories) til ideer, udvikling og kreativitet er fin, men duer bare ikke altid.

Andre måde at storytelle på

Fortællinger er heldigvis mange ting, så man kan tage elementer ud og bruge dem – enten aktivt, proaktivt eller reaktivt.

• Aktivt = du fortæller selv og bruger storytelling som mange af den gamle højskolegarde underviser i
• Proaktivt = du bruger fortællinger som et redskab til fx en proces eller analyse i et andet forløb.
• Reaktivt = du bruger din viden om fortællinger som analyseredskab til at forstå kultur, løsningsmodeller, erfaringer, værdisæt, normer m.m

Elementer

Fortællingens elementer er metafor, allegori, handlingsforløb, konsekvensmorale, historik eller 5 %’s fokus. Der er jo masser af muligheder for ledere eller andre der vil benytte sig af storytellingens glæder.

In medias res er yt

Vi vil have begyndelser og årsager – en film eller en bog kan ikke længere begynde umotiveret ud af det blå. Vi vil vide hvordan fortælleren kom derhen, hvem han kom der med, hvad hans far og mor laver… osv. Og vi vil gerne vide det efter vi har set alt det spændende.

Turen går til…
Det er ikke længere nok at se Engle og Dæmoner, vi skal også en tur til Italien og spadsere rundt foran Vatikanet, vi skal se tingene “On location” eller tættest på – også selvom der ikke er sket en disse andet end at et kamera har filmet Tom Hanks stå på stedet.

Desværre for Star Wars og Star Trek, så kan man ikke gå den vej, men så må man jo lave alt det der gik forud for far/søn-konflikten.  Vi søger historens egen historie, dens ophav, rammer og forklaring.

Forfatteren har altid ret
Det har vi gjort længe, når vi har troppet op til forfatterforedrag eller skal lytte til dem, der var tæt på hændelsen: hvad skete der med Michael Jackson, hvad døde han af, var han sindssyg, hvem kom han sammen med, kendte han sine børn…er han overhovedet død eller er han bare gået under jorden og et nyt ansigt i morgen.

Måske, men det bliver nok en anden, der står med samme mystiske opvækst i et mærkeligt skisma mellem at være meget tæt på mennesker, og alligevel så langt fra dem og den virkelighed vi andre lever i. Muligvis er det det hul vi søger at udfylde, som vi gerne vil have svar på: hvordan kom det til det? Hvordan kom vi her?

Synopsis til bogen

Bogens mål er både at formidle de mange facetter af storytelling, der er blevet anvendt de seneste 10 år. Den er samtidig en kommentar til en kommunikationsbranche, der står over for at skulle finde sit fodfæste og definere sig selv. Det er ofte et problem at konsulentbranchen udråber buzzwords til at kunne løse alt og glemmer at definere deres egne værktøjer. Det skaber forvirring for fagets anvendelse og afstand til en akademisk verden der eterspørger klarhed i terminologier. Bogen vil derfor også svare på hvad man kan bruge storytelling til, og hvad man ikke kan bruge det til. Derfor er dele af bogen skrevet i et historisk tilbageblik, der for hvert kapitel ser tilbage på faglitteratur og erfaringer igennem 10 år med et buzzword, der for nogle er dødt og begravet og for andre er lyset for enden af tunnelen. Desuden skal der være kapitler der peger frem på muligheder og perspektiver i storytelling som et arbejdsredskab for kommunikationsfolk. Bogen skal løbende afdække problematikker omkring brugen af et buzzword som storytelling og går tæt på en præcis brug af humanistisk viden som fortolkningspraksis med resultater.

Startskud!

Har flyttet mit bogprojekt over på min blog – gider ikke have flere sider, så det må blive her det sker:

Første skridt mod målet: en bog om storytelling. Lad os se hvad det kan blive til med snart 7 års erfaring med storytelling, bunker af artikler og en lang række af foredrag, kurser, rådgivning og egne artikler om emnet, så skulle der være materiale til lidt.

Mit største håb er at du og de andre vil kommentere, vejlede og give bidrag undervejs. Både jer der har haft positive oplevelser, men i lige så høj grad alle jer der er skeptiske og har haft dårlige oplevelser med storytelling. Nu må vi til bunds i konsulenternes ordflom: virker skidtet!

Storytelling i virvar

Når jeg gennemgår de mange udlægninger af storytelling, så kan jeg se hvor omfattende det er at rydde op i begreberne. Her halter branchen – ikke alene i at definere sig selv, men i at definere sine begreber og frem for alt bevare sin arv og tage den med sig. Humanister er arvløse teorister. De misrøgter teorierne de første 5 år og forkaster dem de næste 5 for derefter at glemme dem. Det er ærgerligt, når nu storytelling rent faktisk kan bruges til noget! Og især noget andet end at stille sig op på højskolemaner og fortælle på en scene. Spørgsmålet er om virksomhederne er klar til den langsomhed, der altid ligger i humanistiske produkter.