Eksamen = genreforståelse

jeg sidder og retter opgaver i disse dage og er fælt overrasket over hvor stort et hensyn man skal tage til at det er førsteårsstuderende.

Stil trækker op og ned
Forståelsen for eksamensopgaven og den akademiske stil som genre giver af og til udslag som jeg føler mig nødsaget til at tage stilling til: er det noget jeg skal kunne forvente af nogen, der ikke kender til genren; skal jeg give +/- point for at beherske stil og form, som nogle gør, og omvendt “straffe” den uakademiske stil, som har karakter af artikel, debatindlæg eller fristil.

Der er især nogle stiltræk som helst maskere de studerendes egen stillingtagen, dræber deres ellers glimrende argumentation eller udraderer deres klar holdninger, som kunne give point. Af og til får man jo lyst til at lade tvivlen komme dem til gode.

Kort skala
Det største problem er den korte skala for karakterer med de syv trin. Springet er pludselig stort fra 7 til 10 eller omvendt. Betydningen af den “dom” man nedfælder føles så meget større. Jeg tror jeg vil vove skindet og sige at det er blevet følelsesmæssigt vanskeligere er bruge den nye skala. Der var mere råderum i den gamle 13-talsskala til at give en objektiv vurdering. Det er jeg ikke helt overbevist om at den nye kan tilgodese.

Jeg har dog alligevel gjort forsøget og lavet et skema med vurderinger på kategorier og så tage et gennemsnit. Det gør det mere omstændigt, men også mere præcist end en umiddelbar vurdering – men det var vist ikke meningen at man selv skulle finde på løsninger…

Dybt dyk i realismen

“Nå, går bølgerne højt?” indledte jeg til mine studerende, da jeg var rundt til grupperne for at høre deres løsninger af casen.

“Jeg forstår ikke udtrykket,” var svaret.

Tja, så føler man sig hensat til reservebænken for en stund og skal lige ryste den aldersmæssige barriere ud af kroppen. Hjem og læse op på sin arto og smide nogle håndtegn til spejlet.

Hvor kommer du fra?

Det er ikke et helt enkelt spørgsmål. Stationen, udefra, København, Danmark, Netto…? Er det en ledende overlæge på epidemiologisk afdeling der spørger mener han: hvilket universitet og fag. Er det et hold på CBS mener de (måske) hvilken by, og er det en 7. klasse på en skole i Hundige mener de helt sikkert fra hvilket land. Men interessant at et ikke -sen efternavn og mørkt hår skal afføde den slags spørgsmål. Eller omvendt: hvorfor et -sen-navn ikke også afføder den slags spørgsmål. Hr. Clausen, hvor kommer De fra?

Det svarer lidt til at asiatere, sorte eller indianere altid skal spille en racerolle på film og tv. De kan ikke slippe deres udseende fra deres muligheder i livet. Det er meget få skuespillere der har formået at gå fri af skyggen.

Spørgsmålet er hvorfor ens udseende er det første man bemærker frem for den øvrige tilstedeværelse af personen. Jeg kan ikke selv sige mig fri af den slags demografiske fordomme, som når man opfatter jyder som venligere eller amerikanere som mere imødekommende. Det er uhyre vanskeligt at fjerne det filter, men det er vist kun øvelse.